Delac om Boxing Day: Meget speciel og stressende
Det er jul, og det betyder, at fodbolden ligger stille. I hvert fald på dansk jord, men ikke i fodboldens selvudråbte hjemland, England.
Her er julen ikke bare en højtid i familiens skød, men også rundt om på landets fodboldstadioner, hvor det at se fodbold, er en mindst lige så stor del af julen som selve Jesu fødsel.
Ikke mindst on Boxing Day, den 26. december, hvor alt går op i en højere og til tider hysterisk enhed. Det kan Matej Delac snakke med om.
For inden han i sommeren 2018 kom til Horsens, tilbragte den i dag 33-årige kroat ti år i engelske Chelsea FC, og selvom Horsens nuværende anfører aldrig fik en officiel kamp for klubben, så mærkede Matej Delac i årenes løb julens betydning på egen krop:
“Fodbold og jul er bare noget helt specielt i England. En kæmpe tradition for hele familien, især Boxing Day, der mere end nogen anden dato står i fodboldens tegn. Om det er Premier League eller det lokale fodboldhold, der spiller, så valfarter mennesker til stadion. Man skal bare se fodbold,” siger Matej Delac og fortsætter:
“Derfor er julen også noget helt specielt for spillerne. I Chelsea blev vi allerede inden december startede, gjort opmærksomme på julens betydning. Ikke bare i forhold til sæsonen, men også i forhold til de traditioner, der er forbundet med juleprogrammet. Ikke mindst den 26. december.”
Udenfor banen tog Matej Delac og hans holdkammerater nu ikke del i juletraditioner. December var og er en arbejdsmåned, som alle andre, bortset fra, at og det er den hårdeste i løbet af en sæson:
“Julen var altid en underlig tid. Mens alle fejrede traditionerne, arbejdede vi videre på højtryk. Som spiller var julen aldrig i nærheden af at være en normal én af slagsen, hvor man som alle andre kunne spise og drikke, hvad man ville.”
“Vi levede som normalt. Tidligt op, morgenmand, træning, hvile og frokost, og så træning igen om eftermiddagen, hvis vi altså ikke tog på hotel for at lade op til kamp. Selv os, der ikke skulle spille, var med og skulle stå standby.”
“Det var en stressende tid, men også helt speciel, og jeg er glad for at have oplevet den,” slutter Matej Delac.