VIDEO: Mytteri ledte til årets frisparksperle
Alle mål tæller som bekendt lige meget, men det skader jo på ingen måde, at det samtidigt ser lidt lækkert ud.
Det har det ofte gjort, når Ahmed Hassan har lynet for Holbæk B&I i efteråret, hvilket han har gjort hele ti gange.
LigaManager har bedt den rutinerede offensivspiller finde sine tre favoritmål fra efteråret frem, og her må der siges at være nogle sande perler.
Og lad os da bare starte med Ahmed Hassans nummer et.
“Det er mit frisparksmål hjemme mod Frem. Det må være det bedste frisparksmål, jeg nogensinde har lavet. Det er et mål, jeg kommer til at være glad for resten af mit liv,” siger Ahmed Hassan, der fortæller, at målet faktisk var et udslag af dristig ulydighed.
“Vi havde faktisk fået at vide af vores træner, Erdogan Aslan, at han var lidt træt af, hvordan vi havde sparket sådan lidt hist og pist på nogle af de her frispark. Så det var kun Malte Sjørslev, der måtte sparke sådan nogle der,” siger Ahmed Hassan, der heldigvis alligevel tog sagen i egen hånd.
“Det tændte en ild i mig, at han ikke havde tillid til, at jeg kunne sparke dem ind. Så jeg var fræk nok og sparkede alligevel og jeg sender frisparket helt op i krydset,” siger Ahmed Hassan, der tænkte, at den slags nok kunne tilgives.
“Så løb jeg ellers ud og jublede med Erdogan. Det var ikke for at være på tværs, sådan er jeg bare som type. Jeg skulle lige vise ham, at jeg godt kunne, selvom han ikke lige troede på det.”
Der er da heller ingen grund til at tvivle på Ahmed Hassans sparketeknik, hvilket mål nummer to på Holbæk-spillerens liste vidner om.
Den er nemlig også ramt særdeles rent.
“Mit mål nummer to er et langskud, som jeg laver ude mod Vanløse. Det er et rigtig godt mål, hvor jeg får bolden fra Alexander Knaack lidt uden for feltet. Jeg sparker den hårdt første gang og så går frisparket ind højt oppe i målet,” siger Ahmed Hassan, der i dén grad levede op til sit 10-tal på ryggen med den træffer.
En svær teknisk detalje er også Ahmed Hassans mål nummer tre på listen, som blev udført fra 11-meterpletten.
“Mit mål nummer tre er på straffespark, hvor jeg chipper den ind mod Vejgaard,” siger Ahmed Hassan, hvis følte panenka kan ses herunder:
Frisk på flere topscorermål? Læs mere herunder: