Paludan: Jeg kan udvikle mig i FA 2000
Det nye år i CampoBet 3. Division er skudt i gang med lidt af en transferbombe, da rækkens suveræne topscorer, Bjørn Paludan, skifter fra Vanløse IF til rækkens nummer to, FA 2000.
Den giftige forward med nummer 3 på ryggen har sat 14 kasser ind i efterårssæsonen, og når der fløjtes op igen til marts, så ser han frem til at fortsætte målscoringen for de blå fra Frederiksberg.
“Jeg er mega glad for, at det er faldet på plads. Jeg glæder mig sindssygt meget til at komme i gang for FA 2000. Jeg har haft gode snakke med Semere Haile (cheftræner i FA 2000, red.), hvor han har præsenteret mig for de værdier og ambitioner, der i klubben. Jeg tror på, jeg kan udvikle mig rigtig godt som spiller i FA 2000,” siger Bjørn Paludan om skiftet fra Vanløse til Frederiksberg.
Bjørn Paludan understreger, at han har været glad for sin tid i Vanløse IF, hvor han over de seneste sæsoner og efter sin omskoling fra centerforsvarer til centerforward har etableret sig som en særdeles farlig målscorer.
Derfor var det heller ikke det nemmeste at fortælle om beslutningen om at skifte klub.
“Det har været lidt svært at sige farvel. Jeg har haft nogle gode år derude, men jeg har sagt tingene præcis, som de er, og drengene og staben har taget rigtig godt imod det og ønsket mig held og lykke. Det er jeg enormt glad for. Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre afsked,” siger den nu tidligere Vanløse-bomber.
FA 2000 overvintrer på andenpladsen i CampoBet 3. Division, så kursen er sat mod de højere divisioner for Frederiksberg-klubben.
Og netop de højere divisioner kunne måske også have været en mulighed for Bjørn Paludan, så hvorfor blev det ikke til en kontrakt med en klub fra 2. eller 1. Division?
“Jeg har haft samtaler med klubber højere oppe i systemet, men jeg har prioriteret at skifte til en klub, der ville mig 100 procent. Hvor de havde en klar plan for mig og min udvikling. Jeg vil gerne holde fast i mit momentum og min udvikling,” siger Bjørn Paludan, der blandt andet gerne vil lave flere assist i foråret.
Det skulle der være rig mulighed for på Frederiksberg, hvor Bjørn Paludans kommende angrebsmakker hedder Mican Atici.
Den farlige frontduo kan Semere Haile rulle ud den 7. marts, hvor IF Lyseng kommer på besøg i den første kamp i forårssæsonen.