Officielt: Semenyo præsenteret i Manchester City

Manchester City har her til formiddag bekræftet købet af Antoine Semenyo fra Bournemouth i en handel, der samlet løber op i cirka 65 millioner pund. Det svarer til omkring 565 millioner danske kroner og markerer det største salg i Bournemouths historie. Det skriver BBC i deres breaking news.

Den 26-årige ghanesiske landsholdsspiller har underskrevet en lang kontrakt frem til 2031. Han får tildelt trøje nummer 42, som senest blev båret af klublegenden Yaya Touré, der vandt tre Premier League-titler med klubben.

“Jeg er så stolt over at være kommet til Manchester City. Klubben sætter de højeste standarder og har spillere i verdensklasse, fantastiske faciliteter og en af de største managere nogensinde i Pep Guardiola,” lyder det fra Antoine Semenyo i forbindelse med præsentationen.

City valgte at aktivere spillerens frikøbsklausul før en deadline lørdag. Aftalen er struktureret således, at de betaler 62,5 millioner pund i rater over de næste to år, mens de resterende millioner udløses som bonusser. Semenyo kommer til klubben i sit livs form efter at have scoret sejrsmålet i overtiden mod Tottenham i onsdags.

“Jeg har stadig meget plads til forbedring, så det er perfekt for mig at være i denne klub på nuværende tidspunkt i min karriere. Det er et privilegium at være her, og jeg er sikker på, at mit bedste fodbold stadig ligger foran mig,” fortæller angriberen.

Semenyo forventes at indgå direkte i truppen til weekendens opgaver, hvor han skal forsøge at leve op til den tunge arv efter Yaya Touré i trøje nummer 42.

Salget sender Bournemouth på jagt efter en angriber.

Soren Sorgenfri

Soren Sorgenfri

Skribent: 3F Superligaen og Premier League