21-årige Hutter: Jeg er en gammeldags shotstopper
Jonathan Hutter blev tirsdag præsenteret som ny målmand i Middelfart Boldklub. Den 21-årige keeper har fået sin fodboldopdragelse i AGF, hvor han siden sommeren 2023 har været en integreret del af klubbens førsteholdstrup, dog uden at få spilletid i Superligaen.
Udsigten til spilletid i Middelfart er ikke god.
For Casper Radza har siden januar 2017, hvor den tidligere OB’er skiftede til De Blå fra TB Tvøroyri, været fast inventar mellem stængerne på Vestfyn i 250 kampe.
Alligevel er Jonathan Hutter klar til at tage kampen op i forhold til at få spilletid i det kommende forår, hvor Middelfart skal gøre alt for at sikre sig overlevelse i Betinia LIGA:
“Jeg synes, det lyder som en spændende udfordring at skifte til Middelfart. Jeg håber på, at jeg kan spille mig på holdet, så jeg kan få nogle kampe i målet.”
“Jeg har været tredjekeeper i AGF i lang tid, så det er selvfølgelig min ambition, at mit skifte til Middelfart kan gøre, at jeg kommer til at spille” udtaler Jonathan Hutter i en pressemeddelelse, hvor han også sætter ord på sig selv som keeper:
“Jeg vil beskrive mig selv som en reaktionsstærk keeper. Nogle vil nok kalde mig for en god og gammeldags shotstopper. Det er i hvert fald i redningsspillet, jeg synes, mine kompetencer er allerbedst.”
“Det håber jeg, at jeg får mulighed for at bevise, jeg glæder mig i hvert fald rigtig meget til at komme i gang. For der venter os et spændende forår, hvor vi skal jagte overlevelse,” slutter Jonathan Hutter, der har skrevet under på en kontrakt, som løber frem til sommer.