Tallene taler: HB Køge har ikke længere det yngste hold
I Hvidovre IF opererer manager Martin Retov med ligaens ældste spillertrup. Således har klubbens førstehold en gennemsnitsalder på 27,2 år.
At den 100 år gamle fodboldklub på den front er ældst i landets næstbedste fodboldrække, er der ikke noget nyt i. Det har LigaManager nemlig skrevet om flere gange i det forgangne efterår.
Til gengæld er vi ude i en form for breaking news i den anden ende af aldersbarometeret. Her har HB Køge siden sommer været i besiddelse af Betinia LIGAs yngste spillertrup.
Men det er den østsjællandske talentfabrik ikke længere.
Svanerne har i vinterens transfervindue nemlig fået tilgang af to gamle kendinge, Tobias Thomsen og Marcel Rømer, der begge kommer med masser af rutine og unfinished business under armen, men som også giver førsteholdstruppens gennemsnitsalder et nyk opad.
Tobias Thomsen og Marcel Rømer er således henholdsvis 33 og 34 år, hvilket gør, at HB Køges cheftræner Nicklas Pedersens mandskab pt. har en gennemsnitsalder på 23,6 år.
Og det er ikke længere gammelt nok til fortsat at være yngst.
For vender vi blikket i retning af Nordjylland og zoomer ind på Hobro, så sejler byens fodboldflagskib lige nu med et besætning, der, ifølge Transfermarkt.com, i gennemsnit har en alder på 23,2 år.
Dermed er Hobro IK i skrivende stund det yngste mandskab i Betinia LIGA, hvilket, blandt mange andre, er til stor inspiration for alderspræsidenterne fra Hvidovre IF.
Det kan du læse mere om HER! Og HER kan du se hvad gennemsnitsalderen på de øvrige medlemmer af Betinia LIGA er dags dato.