Optakt: Top mod bund, når AGF gæster Fredericia
Med ni nederlag i efterårets sidste 10 kampe sad de fleste nok tilbage med følelsen af, at Fredericia ikke har niveau til Superligaen, og måske det også viser sig at være sandt i sidste ende, men i 2026’s første kamp fik oprykkerne altså tanket masser af selvtillid.
Efter en shaky start i bundbraget mod Vejle gik det lige pludselig stærkt med 1, 2, 3 mål på et gyldent kvarter i første halvleg, hvor Jakob Jessen med 2,5 assist viste sig fornemt frem på venstresiden.
Trods en svær anden halvleg, hvor den tilbagevendte målmand Birksø måtte diske op med flere store redninger, lykkedes det Fredericia at krige en ualmindelig vigtig sejr hjem på Vejle Stadion.
Fuldkommen optimal start på det nye år for Michael Hansens tropper, som nu blot har to point op til et tandløst Silkeborg-mandskab over stregen.
Søndag eftermiddag bliver arbejdsbetingelserne dog væsentlige sværere.
Denne gang er modstanderen nemlig fra den helt modsatte ende af tabellen, når topholdet AGF gæster Monjasa Park.
De gulddrømmende aarhusianerne kom også stærkt fra start i det nye år, selvom de afgørende scoringer hjemme mod OB først faldt to minutter i lukketid fra indskifterne Emmery og Serra.
AGF manglede effektiviteten i store dele af opgøret, men spillemæssigt så det virkelig lovende ud, og som man også kan aflæse i statistikkerne for opgøret, var sejren fuldkommen fortjent.
Glæden blev dog kort for De Hvii’e, der torsdag i den første af to pokalsemifinaler mod FC Midtjylland rendte ind i et af sæsonens få nederlag.
Hjemme i Vejlby tabte AGF 1-0 i en jævnbyrdig affære, som efter spil og chancer nok burde have ebbet ud i et X.
Søndag skal der igen rettes fokus på Superligaens guldkamp, og med en 4-1 sejr fra sæsonens første indbyrdes opgør, må AGF være fortrøstningsfulde inden turen til Fredericia.
Kampen på Monjasa Park spilles søndag den 15. februar klokken 14.00.