Optakt: Randers og Fredericia med luft under vingerne
En lille pause kan engang imellem være kærkommen. Det er både Randers og Fredericia glimrende eksempler på.
Da 2025 gik på hæld så det nemlig rigtig skidt ud for de to mandskaber, som hver især havde gang i sløje stimer.
Randers med syv kampe i træk uden sejr, og Fredericia med 10 nederlag i 11 kampe.
Nu er ‘forårssæsonen’ godt nok stadig i sin spæde opstart, men bedømt på årets to første runder, har vinterpausen givet luft under vingerne hos begge mandskaber.
Kronjyderne startede ud med en flot indsats på Brøndby Stadion, hvor de havde fortjent at vinde, og sidste fredag snuppede de en helt problemfri sejr hjemme mod Vejle.
Både Caddy og Mahmoud fandt vej til netmaskerne i opgøret, og det er godt nyt for Randers, som virkelig har lidt under en uskarp offensiv i hele sæsonen.
Fredericia står også noteret for fire point i 2026’s to første kampe. Lige så mange, som de fremskaffede i efterårets sidste 11 kampe. Klar forbedring!
Efter en virkelig vigtig 3-2 sejr ude mod Vejle i premieren, fulgte oprykkerne trop senest med 1-1 mod førerholdet AGF, som måtte tage slukøret fra Monjasa Park med et pointtab i bagagen.
I begge opgør var Michael Hansens tropper klart bedst inden pausen, mens anden halvleg i begge tilfælde mest af alt handlede om at forsvare.
Beskedne fem point adskiller de to hold før søndag, men endnu vigtigere for Fredericia er der nu kun ét point op til formsvage Silkeborg over nedrykningsstregen.
Sæsonens første indbyrdes opgør bød på en 1-0 sejr til Fredericia, og en sejr mere på Cepheus Park vil virkelig sætte fut i en intens nedrykningsstrid.
Kampen spilles søndag den 22. februar klokken 14.00.