Brøndby venter i sidste testkamp for AB
AB spiller klubbens sidste træningskamp inden forårssæsonen genoptages den 7. marts 2026. Det sker, når holdet “Uglerne” tirsdag møder Brøndby IF, og som klubben selv skriver på sin hjemmeside: Det bliver spændende at se, hvilket hold Brøndby IF stiller med.
De blå/gule spiller immervæk Superligakamp mod SønderjyskE mandag aften, hvorfor et reservepræget hjemmehold på forventes. Også sidste år var ABs sidste træningskamp inden genstarten mod Brøndby IF.
Her stillede Brøndby IF med “et stærkt hold, der bestod af spillere fra superligaholdet, spillere fra transitionsholdet, U19 og U17. AB vandt 3-1 på mål af Tobias Hageltorn (to) og Mikkel Nielsen”, fortæller AB, til hvem cheftræner Fannar Berg Gunnolfsson siger følgende:
“Vi ved ikke, hvilke spillere Brøndby kommer med. Om det f.eks. er spillere fra bænken i deres kamp mandag aften. Så vi er uklare på, hvordan de vil spille, men vi forventer, at de kommer med en 4-4-2 opstilling, så det har vi forberedt os på. I kampen mod Fremad Amager spillede vi fantastisk godt i 1. halvleg og havde kontrol over kampen.
“Vi skulle have scoret flere mål i 1. halvleg, men jeg var alligevel meget tilfreds med den halvleg. I anden halvleg slapper vi lidt af, så det var ikke godt, selvom de ikke skabte mange chancer. Vi tabte en del kontrol på næsten alle områder, og det er vi ikke glade for. Jeg er spændt på at se, hvordan vi spiller den sidste testkamp og også at se, hvor klar vi er til den første turneringskamp.
“Vores primære fokus tirsdag er vores defensive opgaver. Vi gav noget væk i 2. halvleg i sidste kamp. Vi sætter en ære i at gøre vores defensive arbejde godt, og vi taler en del om at være et godt defensivt hold. Men vi skal også score mange mål. Alt hvad vi gør, afhænger af vores forsvar. Generelt vil jeg se en aggressiv tilgang tirsdag”.
Kampen bliver fløjtet i gang kl. 11.00 på bane 2.