Rundens hold: Ingen gengangere fra sidste uge!

Ligamanager.dk er klar med rundens Superliga-hold på bagkant af sidste runde i grundspillet. Sammenlignet med seneste runde er holdet spækket med nye ansigter – blandt andet fra Fredericia, Randers og Viborg.

Målmand:
Elias Olafsson, FC Midtjylland

Ulvene tabte terræn i toppen af rækken med 0-0 mod Brøndby, men det kunne have set endnu værre ud, hvis ikke det havde været for Olafsson, som diskede op med et par store redninger undervejs. 

Forsvar:
Oliver Villadsen, Brøndby IF

Brøndby-backen gjorde det fortrinligt mod FCM’s brandvarme venstreside med Bak og Simsir. Stærk defensiv indsats af Villadsen.   

Wessel Dammers, Randers

Hollænderen har stor ære af de tre point i Parken. En stærk defensiv præstation mod de desperate københavnere krydret med en scoring i første halvleg. 

Stefan Velkov, Vejle

Superligaens mest målfarlige forsvarer slog til igen mod AGF med et hovedsstødsmål. Derudover havde Vejle langt hen ad vejen godt styr på topholdets ellers varme offensiv. 

Midtbane:
Rasmus Carstensen, AGF

Ikke en decideret brandkamp af Carstensen, men når man scorer to mål i en 2-1 sejr er man selvfølgelig selvskrevet til rundens hold. Gode offensiv løb og kold foran kassen.  

Mathias Greve, Randers

Flot og energisk indsats af midtbanespilleren, som lagde op til 1-0 målet, og i sidste sekund sparkede et straffespark i mål på helt kølig vis. 

Thomas Jørgensen, Viborg

Igen dikterede og kreerede Thomas Jørgensen på fornemmeste vis. Skabte chancer efter behag og noterede sig for endnu en assist i den vigtige sejr over FCN. 

Emilio Simonsen, FC Fredericia

En skade satte en stopper for en ellers flot sæsonstart. Nu virker Emilio Simonsen dog til at være tilbage i omdrejninger. Flot indsats med finurlige driblerier og masser af kreativitet. 

Angreb: 

Sofus Johannesen, FC Fredericia

Nomineret til månedens unge spiller for februar, og han bliver ved! Mål og assist i 2-1 sejren over Silkeborg, og nu fire målinvolveringer i 2026’s fire kampe. Lejesvenden fra FCM er brandvarm. 

Matthew Hoppe, Sønderjyske

Den eneste egentlige angriber, som noterede sig for mål søndag. Flot indsats helt fremme, stærkt hovedstødsmål, og var tæt på endnu et mål i første halvleg. 

Sami Jalal, Viborg

Utrolig livlig indsats i den vigtige sejr mod FCN. Scorede til 1-0, og kunne med lidt held også have noteret sig for et mål mere. 

Mads Larsen

Mads Larsen

Skribent: 3F Superligaen