David Nielsen reagerer: Uenighed er en styrke
David Nielsen bliver fyret, hvis Horsens taber til Lyngby på mandag. Det skyldes ikke bare skuffende resultater i Betinia LIGA, men også et betændt forhold til Horsens’ sportsdirektør, Esben Hansen.
Sådan lyder de historier, der det seneste døgns tid har rumsteret i og om AC Horsens.
Det fik torsdag middag klubbens direktør, Jacob Jørgensen, til tasterne. Og nu tager David Nielsen bladet for munden.
“Der foregår ikke noget i AC Horsens, som der ikke sker i alle andre klubber. Mit personlige forhold til Esben Hansen er exceptionelt godt,” udtaler David Nielsen således til Horsens Folkeblad og fortsætter:
“Professionelt er vi tit og ofte uenige, men vi retter hinanden ind. Det er en styrke i vores arbejde, at vi er uenige.”
“Vi har løbende diskussioner om, hvordan vi gør tingene, og sådan skal det være,” understreger David Nielsen, der erkender, at de sportslige resultater ikke har været som håbet:
“Vi har fået for få point, og det er helt fair, at det udløser kritik. Det er mig, der bærer ansvaret for, at vi har et efterslæb, som det der opstod i efteråret, da vi tabte nogle kampe.”
“AC Horsens har store ambitioner, og det var derfor, at jeg sagde ja til jobbet som cheftræner. Jeg vil gerne være et meget ambitiøst sted, og så er det naturligt, at der opstår kritik. Det er en del af gamet, og det tager jeg gerne med,” udtaler David Nielsen, der ser frem mod mandagens kamp mod Lyngby:
“Mit fokus er kun fremadrettet og mod en meget vigtig kamp mod Lyngby på mandag.”
“Man skal huske på, at vi sluttede efteråret af som 1. divisions mest formstærke hold i de tre sidste kampe. Vi tabte til Esbjerg, men vi skal ikke gøre alt sort på grund af det nederlag,” slutter David Nielsen.”