Peter Bonde: Næstved var det bedste hold i Danmark

Peter Bonde er gået på pension. Efter et helt liv tilbragt i fodboldens tjeneste, fra spiller på højeste niveau til trænergerningen på lige så højt niveau. Mindst. Det blev til 10 år som assistent på landsholdet under Morten Olsen med dertil hørende slutrunder. Men hvorfor pensionere sig nu?

”Først og fremmest har jeg alderen til det. Det er et meget godt udgangspunkt,” kommer det indledningsvis med et lille smil, da LigaManager besøger Bonde i hjemmet i Næstved. Der ligger dog lidt mere bag.

”Havde du spurgt mig for et år siden, havde jeg nok ikke tænkt mig, at det skulle være nu. Men jeg har senest arbejdet som Head of Coaching i Næstved. Det er noget andet end at være træner. Der følger nogle andre opgaver med, som er mere administrative.

”Det tændte mig ganske enkelt ikke. Det, der altid har været min interesse, er at være på banen med spillerne og trænerne. Desuden synes jeg lige pludselig, at der blev for mange opgaver med forældre, som ikke kunne forstå, hvorfor lille ”Svend” ikke startede inde, eller hvorfor han blev taget ud.

”Så lavede jeg egentlig en aftale med sportschefen i Næstved om at ændre lidt i rollen og gå lidt ned i tid. Men det satte i stedet gang i tankerne. Jeg har fire børnebørn. Jeg har en kone. Jeg har i over 60 år ikke holdt fri i weekenden”, uddyber Peter Bonde begrundelsen for sit stop. Han afviser, at eventuelle småtjanser for et ungdomshold kan friste. Han er dog fortsat assistent på U17-landsholdet lidt endnu.

”Det har jeg været i halvandet år, og vi skal spille en turnering i Danmark om få uger om at komme til EM i Estland. Kvalificerer vi os ikke til dén, er det slut. Eller er det slut efter EM-slutrunden i maj. Jeg elsker det, og jeg er stadigvæk vild med fodbold, men nu vil jeg selv bestemme, hvor og hvornår.”

Med pensionen trækker Peter Bonde sig tilbage før hans træner fra guldkampen (mere om den om lidt) i 1980 har ladet gjort det samme. Torben Storm fylder 80 i 2026 og er stadig aktiv i HIK, så synes Bonde stadig, han vil være bekendt at gå på pension?

”Torben Storm er lavet af noget andet stof, end jeg. Han er et dejligt menneske og jeg under ham alt det bedste,” griner Bonde, for hvem Næstved by og fodboldklub betyder uendeligt meget.

”Her er alle de historier, som der er i en fodbold-traditionsby. Som der også er i Vejle, i Aalborg og andre steder. Det er der ikke i samme grad i eksempelvis Roskilde eller Helsingør. I Næstved var vi i 70’erne og 80’erne blandt de absolut bedste i landet,” erindrer Bonde, der stadig mærker dønningerne fra dengang.

”Der er traditionelt nogle store forventninger i byen til klubben og til fodbolden her. Hvis jeg går en tur op igennem byen, finder jeg jo ud af, hvad fodbolden betyder. Det er sporten i byen.

Det skyldes ikke mindst den legendariske kamp i sidste runde af Danmarksturneringen i 1980. På Næstved Stadion skulle hjemmeholdet vinde, så var guldet deres. En uafgjort ville række for KB til at tage guldet. En scoring af Bonde havde sendt ”De Grønne” på guldkurs, men fem minutter før tid gik det galt. Turneringstopscorer Hans Aabech pandede udligningen i nettet og Næstved måtte nøjes med sølv.

”Der var tungt i omklædningsrummet, må jeg sige. Vi skulle direkte til afslutningsfest i klubhuset. Der skulle lige et par af de små buttede Faxe til at løfte stemningen. Det gjorde det ekstra bittert, at KB udlignede så sent. Havde vi bare tabt stort, havde man fordøjet det undervejs. Men i dag er jeg taknemmelig over, at jeg har oplevet sådan en kamp. Uanset hvor jeg holder foredrag, kommer spørgsmål til dén kamp altid op.”

Det er et legendarisk øjeblik i dansk fodboldhistorie, at Næstved-træner Torben Storm råber ind: ”Pas på Aabech”, få øjeblikke før ”Baronen” rent faktisk udligner. Peter Bonde afviser dog, at man inde på banen rent faktisk hørte trænerens tilråb.

”Til gengæld har jeg mange gange siden, når jeg har genset klippene, været irriteret over, at jeg blev lokket væk fra min sweeper-plads, fordi vores back var væk. Vi fører 1-0, vi er danske mestre, vi er i overtal. Vi må jo aldrig nogensinde efterlade et rum på den måde.

”Vi syntes faktisk, at vi havde det bedste hold i Danmark i det år. Året efter var vi også reelt Danmarksmestre i den sidste runde, da vi spillede inde i Kastrup og kom foran. Lyngby og Hvidovre lå også og sloges om det, og da de begge vandt, fik vi kun bronze.”