Optakt: Vejle jagter 4-0 gentagelse mod OB
Lige ved og næsten slår ingen mand af hesten.
Superligaens uhjælpelige bundhold Vejle leverede en god indsats i mandagens bundbrag mod Silkeborg på JYSK Park, men måtte i sidste ende tage til takke med 1-1 efter en halvsen udligning fra Tonni Adamsen.
‘’Vi har da ét point mere end da vi kom’’, lød det efterfølgende fra træner Claus Nørgaard, men i Vejles aktuelle situation er uafgjorte resultater altså ikke længere nok.
Med ni runder tilbage af sæsonen har vejlenserne ni point op til redning, og med kun tre sejre i 23 kampe begynder timeglasset at rinde ud.
Hvis vi skal finde et lille lys i mørket, er det selvfølgelig værd at nævne at alle tre sejre er hentet hjemme på Vejle Stadion, hvor OB kommer på besøg fredag aften.
Bund mod top i Vejle
Fynboerne kommer dog med masser af selvtillid i tanken efter en fantastisk 2-1 sejr over FCK.
Første halvleg var ikke noget at skrive hjem om, men efter pausen var OB som forvandlet, og i de døende minutter sikrede de alle tre point på en sen scoring af Rasmus Falk.
Tiltrængt oprejsning for OB, som inden da kun havde skrabet ét point sammen i 2026’s første fire kampe.
De tre friske point betyder, at Zornigers tropper er strøget til tops i kvalifikationsspillet, hvor den aktuelle syvendeplads som bekendt giver mulighed for at spille sig i Europa til næste sæson.
Det er bund mod top fredag aften, men sæsonens to hidtidige direkte møder gør os ikke meget klogere på det indbyrdes styrkeforhold.
I sæsonens første opgør vandt Vejle nemlig hele 4-0 hjemme mod OB, mens det omvendte opgør endte med en 3-0 sejr til Striwerne.
Kampen spilles fredag den 20.marts klokken 19.00.