Ny nedtur for Holbæk: Enormt kede af det

Skæbnen har været hård ved Holbæk B&I i dette forår.

Udover point- og bødestraf for en gammel skattesag, så har resultaterne på ingen måde flasket sig for Erdogan Aslans tropper, der endnu ikke har smagt sejrens sødme i foråret.

Lørdag tabte de så en tæt kamp på Frederiksberg, hvor banens mindste spiller, Devon Bernasko-Appu, blev matchvinder for FA 2000, da han med fem minutter igen headede et forlænget indkast i kassen.

“Vi holder dem helt fra fadet, og så scorer de i det 85. minut på et indkast, som vi ellers havde italesat både før kampen og i pausen,” siger Holbæk-træner Erdogan Aslan, der udover den afgørende sekvens ærgrer sig over, at man igen ikke får nok ud af anstrengelserne.

“Det er klart, at jeg er enormt ked af det og frustreret over resultatet. Endnu engang synes jeg, at vi var det bedste hold og skabte de chancer, der skal til.”

Med nederlaget begynder det for alvor at se sort ud for Holbæk i forhold til at nå med i top seks, når CampoBet 3. Division om to gyserrunder deles i to.

Holbæk har fem point op til BK Frem på sjettepladsen, mens Hørsholm-Usserød IK på syvendepladsen har to point mere end Erdogan Aslan og kompagni.

Der skal med andre ord maksimumpoint ind på kontoen i de to kommende runder mod Nykøbing FC og Brønshøj, mens resultaterne i BK Frem og Hørsholms kampe samtidigt skal flaske sig.

Holbæk spiller igen torsdag klokken 13:00 hjemme mod Nykøbing FC.

Jens Andersen

Jens Andersen

Skribent: CampoBet 3. Div