Sådan går slutspillet: AB rykker op, Helsingør ned

Grundspillet er overstået i CampoBet 2. division. 22 runder er afviklet og vi kan i hvert fald udlede to tendenser fra de foregående sæsoner. AB rykker op og FC Helsingør rykker ned.

Det kan selvfølgelig komme til at forholde sig helt anderledes. Der er trods alt ingen garanti for, at historien kommer til at gentage sig. Men den nuværende turneringsstruktur har gennemført fire tidligere sæsoner.

Alle klubber, der førte efter grundspillets 22 runder, endte sæsonen som oprykker. Alle klubber, der indtog sidstepladsen efter grundspillets 22 runder, endte sæsonen som nedrykker.

AB krydser naturligvis fingre for, at historien vitterlig gentager sig. Og de har i hvert fald pointsummen til det. Kun Esbjerg i 2024 har vundet grundspillet med flere point end de 50, AB tager med sig.

Vi kan desuden udlede, at det bliver enten Næstved Boldklub eller Vendsyssel FF, som følger AB op i Betinia LIGA. FC Roskilde gik ind til sæsonen med klare ambitioner om oprykning til den næstbedste række.

De drømme kræver en nærmest mirakuløs pointhøst i slutspillet. I de fire foregående sæsoner er den anden oprykker fundet blandt klubberne i top tre. Men det kan de lyseblå jo lave om på. Og hvis vi ydermere indkalkulerer, at nedrykkerne aldrig rykker direkte op igen, dufter det Næstved. Men mon ikke Vendsyssel FF godt lige vil have et ord indført?

Vi kan ikke helt lige så skråsikkert pege på den anden nedrykker ved siden af FC Helsingør. Frem gik i sidste sæson ind i slutspillet på en syvendeplads og endte sæsonen som nedrykker. Men de er en anomali i historikken.

Denne indikerer, at den anden nedrykker skal findes blandt de hold, som ligger enten nummer 10 eller 11. I denne sæson er det Skive IK og Ishøj IF. Men igen: de skal være velkommen til at modbevise historikken.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet