Kan Hobro slå AaB igen?
Hobro har fået en forrygende start på foråret med 10 point ud af 15 mulige i 2026.
Derfor er det også med velbegrundet selvtillid i støvlerne, at Jens Gjesings mandskab fredag aften tager imod AaB hjemme på DS Arena, hvor Hobro vandt 1-0 sidst de to hold mødtes, hvilket var for en måned siden.
Siden da har 2026 primært været en skuffelse for AaB, hvis dårlige form blandt andet har kostet en plads i oprykningsspillet.
Til gengæld har AaB fået en formidabel start på nedrykningsspillet, hvor Steffen Højers tropper i påsken tæskede Middelfart med 2-5.
Tre af Superliga-nedrykkernes mål blev sat ind af Nicklas Helenius, der nu topper AaBs interne topscorerliste i indeværende sæson, ligesom den 34-årige angrebsveteran med sit hattrick på Middelfart Stadion nu er den tredje mest scorende AaB-spiller nogensinde.
Nicklas Helenius bliver dog ikke den eneste offensive spiller på DS Arena fredag aften, der skyder med skarpt for tiden. For det samme gør Hobros Runar Hauge.
Således blev den 24-årige nordmand dobbelt målscorer i påsken, hvor Hobro vandt 0-2 ude over B.93, og især scoring nummer to vil sent blive glemt i Hobro og omegn. Runar Hauge scorede nemlig for egen banehalvdel.
Kampen mellem Hobro og AaB fløjtes i gang klokken 18.00.