Lyngby skal tilbage på sporet mod Kampers Kolding

Lyngby er fortsat nummer ét i Betinia LIGA. Men det er De Kongeblå ikke nødvendigvis på den anden side af 24. spillerunde. I hvert fald ikke hvis Superliga-nedrykkerne ikke får sat en stopper for holdets nedadgående formkurve.

For efter en flyvende start på foråret med tre overbevisende sejre på stribe har Lyngby blot hentet ét ud af seks mulige point i de seneste to kampe.

Og ja, det skal der laves om på, når Kolding lørdag eftermiddag gæster Lyngby Stadion.

Her tropper gæsterne op anført af Jonas Kamper, der måtte nøjes med 1-1, da den 42-årige tidligere Superliga-profil fik cheftrænerdebut mod Esbjerg i påsken.

Derfor var det heller ikke Jonas Kamper, men derimod Albert Rudé, der stod i spidsen for Kolding sidst klubben mødte Lyngby, hvilket var tilbage i slutningen af februar måned sidste år, hvor Kolding tabte 2-0 på Lyngby Stadion.

Her har Lyngby, trods holdet nuværende form, været gode i indeværende sæson. Faktisk er De Kongeblå, takket være et bedre målregnskab end Hillerød, Esbjerg og ja, Kolding, pt. det bedste hjemmebanehold i Betinia LIGA.

Hvorvidt Lyngby er det – såvel som nummer ét i landets næstbedste fodboldrække – på den anden side af 24. spillerunde, må tiden vise. Sikkert er det, at lørdagskampen mellem Lyngby og Kolding fløjtes i gang klokken 13.30.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA