Sundby kan sende Vejgaard under stregen
Hvis bare der kun eksisterede hjemmekampe i en sæson, må man næsten gå og tænke på Amager i denne sæson.
Den utopiske tanke ville nemlig sende Sundby Boldklub op på en fjerdeplads i rækken og med i kampen om oprykning, men virkeligheden er naturligvis en anden og halvdelen af kampene spilles jo altså på fremmed græs.
Her var Sundby til gengæld det dårligste hold i grundspillet, hvor det blot blev til to point i 11 kampe.
Så meget desto større grund til at glæde sig over, at lørdagens kamp mod nordjyske Vejgaard bliver spillet hjemme i Sundby Idrætspark.
Vinder Sundby Boldklub den kamp, så bytter de to hold plads i tabellen og så er det pludselig Vejgaard, der ligger til en nedrykning.
Nordjyderne fik en lidt kedelig afslutning på grundspillet, hvor det blev til tre nederlag i de sidste fire kampe. Helt galt endte det i den sidste kamp, hvor Vejgaard med et 5-0-nederlag fik ørerne i maskinen mod suveræne Nykøbing FC.
I de to holds to møder i grundspillet endte det med 1-1 i Vejgaard tilbage i august, mens Sundby 28. marts vandt 3-0.