Optakt: Vejle satser hele butikken mod Fredericia

26. spillerunde lukker og slukker med et bundbrag i det jyske, når Fredericia og Vejle ramler sammen på Monjasa Park mandag aften. 

Gæsterne skraber bunden af rækken, men har faktisk stadig til gode at tabe i nedrykningsspillet. 

Problemet er bare, at alle de tre første kampe mod Silkeborg, OB og Randers blot har kastet tre point af sig efter tre gange 1-1, og det er kun nok til at holde Claus Nørgaards tropper kunstigt i live. 

Vejle har 10 point op til netop Fredericia lige over nedrykningsstregen, og med kun syv runder tilbage af sæsonen skal der altså en sejr med hjem i bagagen mandag, for bare at holde det minimale overlevelseshåb i live. 

Hjemmeholdet har taget gevaldige skridt frem i foråret. Især lige efter Superligaens genstart, hvor de kørte 10 ualmindeligt vigtige point i land i fire kampe mod Vejle, AGF, Randers og Silkeborg. 

I løbet af en lille måned gik Michael Hansen og co. fra at ligne en halvsikker nedrykker til pludselig at have en pæn margin ned til både Vejle og Silkeborg.

Det sene nederlag ude mod OB senest var en lille mavepuster, men Fredericia spillede egentlig en udmærket kamp, og bør være ganske fortrøstningsfulde i forhold til at holde formsvage Silkeborg bag sig. Især, hvis det bliver til fuldt udbytte i dette opgør.

Vejle har ikke noget at tabe længere, så der er grobund for en underholdende affære. Ligesom da de to hold krydsede klinger i februar, hvor Fredericia vandt med 3-2.

Kampen spilles mandag den 13.april klokken 19.00.

Mads Larsen

Mads Larsen

Skribent: 3F Superligaen