Juhl efter Næstved-kamp: Et løft til selvtilliden
Der var ingen mål, men masser af intensitet, da FC Roskilde spillede 0-0 ude mod Næstved Boldklub i CampoBet 2. division. For Roskildes forsvarsspiller Mikkel Juhl var følelsen efter slutfløjtet markant anderledes end efter holdets seneste kamp.
“I lørdags var den tung, især med kampens udvikling. I dag står jeg faktisk med en god fornemmelse. Jeg synes, vi spiller en rigtig god kamp, og vores udtryk og energi er en kæmpe forskel fra de sidste kampe,” siger han.
“Vi fortjente sejren”
Selvom kampen endte uden scoringer, mener Juhl, at gæsterne havde gjort nok til at tage alle tre point.
“Jeg synes fandme, vi fortjener sejren i dag. Vi har virkelig mange gode chancer. Så følelsen er faktisk stolthed – og det der med, at vi kan kigge os selv i spejlet igen. Det har vi manglet lidt,” forklarer han.
Den forbedrede præstation kan også få betydning frem mod de sidste kampe i sæsonen.
“Det giver helt klart et løft til selvtilliden. Vi kan bygge videre på det her, og jeg synes, vi er bedre organiseret nu. Energien og duellerne er der, og det er også derfra, vi skaber vores chancer.
Tæt på scoring – men “bare en clearing”
Juhl var selv involveret i en af kampens største muligheder, hvor han sendte et hårdt forsøg afsted.
– Det var nu mere en clearing end et afslutning. Jeg havde også to i første halvleg, der ikke var så gode, så det kan godt være, jeg bare skal holde mig til at cleare boldene, siger han med et smil og roser samtidig målmandens redning.
I slutfasen blev det tydeligt, at ingen af holdene for alvor ville satse det hele.
“Når vi rammer de sidste minutter ved 0-0, så bliver man måske lidt mere sikker i sine valg. Det er klart i vores bevidsthed, at vi som minimum ikke skal tabe.”
Med otte kampe tilbage af sæsonen handler det nu om at bygge videre på præstationen.
“Vi må tage én kamp ad gangen og se, om vi kan være med i noget til sidst,” siger Juhl.