Hobro svage favoritter i selvtillidsduellen mod HB Køge

Hobro har haft et godt forår. 13 point i syv kampe, hvoraf den seneste blev vundet 0-6 i Middelfart.

Derfor er Jens Gjesings tropper også væbnet med selvtillid, når Hobro onsdag aften tager imod HB Køge.

Men det jyske mandskab bliver ikke det eneste hold på DS Arena med tro på egne evner.

HB Køge ankommer således med tre sejre på stribe og er nu ikke længere under nedrykningsstregen i Betinia LIGA, hvor Svanerne pt. er nummer fire i nedrykningsspillet, blot to point fra Hobros andenplads.

Der er med andre ord lagt op til en formstærk duel onsdag aften, hvor værterne ikke desto mindre har head-to-head-historikken med sig.

De har nemlig ikke tabt hjemme til HB Køge i knap tre år. I stedet er det blevet til tre sejre og en enkelt uafgjort.

Hvordan pointene fordeler sig onsdag aften, bliver vi klogere på fra og med klokken 18.00, hvor opgøret mellem Hobro og HB Køge fløjtes i gang på DS Arena.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA