Optakt: Nu eller aldrig for AGF i guldbrag mod FCM

Superliga-søndagen slutter med et brag af en anden verden, når AGF og FC Midtjylland ramler sammen i sæsonens sidste direkte opgør om det danske mesterskab. 

I mandags var De Hvii’e lige præcis otte minutter fra at lukke og slukke guldkampen efter en fantastisk præstation på MCH Arena. 

1-0 oppe, fuldkommen styr på tingene, og på det tidspunkt otte point ned til FC Midtjylland…

Det hele endte dog i et bittert og ufortjent nederlag, og med endnu et sent pointtab i torsdagens udekamp mod FC Nordsjælland, er AGF nu dumpet ned på andenpladsen. 

Det er 40 år siden, at aarhusianerne senest vandt det danske mesterskab, 30 år siden de senest har vundet en titel, og det vil næsten ikke være til at bære for AGF-fansene, hvis det ikke ender med guld efter god en sæson.   

Marginalerne og den afgørende skarphed i hjemmekampen mod FCN og seneste kamp mod FC Midtjylland har kostet AGF dyrt. Til gengæld fortjente præstationen på kunstgræsset i Farum torsdag ikke mere end et enkelt point. 

FCM har kynisme til forskel

For FC Midtjylland er situationen stort set omvendt. Tullbergs mandskab spiller nemlig ikke god fodbold for tiden, men de gør lige akkurat nok til at vinde. 

I de seneste tre kampe er det blevet til snævre 2-1 sejre over Brøndby, AGF og Sønderjyske. Er det ikke den skarphed og kynisme, som kendetegner et mesterhold? 

Der er fire runder tilbage af sæsonen og 12 point at spille om, så ingen af de to hold kan poppe champagnen søndag aften, men en eventuelt vinder af opgøret kan da godt ligge den på køl i hvert fald. 

Problemet for AGF er, at de i de seneste 14 indbyrdes opgør på tværs af turneringer er uden sejr mod FC Midtjylland. Til gengæld findes der ikke et bedre tidspunkt at bryde den negative stime på end søndag foran et kogende Ceres Park i Vejlby

Hjemmeholdet spiller bedst, gæsterne er mest kyniske… Der er et kæmpe drama i vente i Aarhus!

Opgøret spilles søndag den 26.april klokken 20.00. 

Mads Larsen

Mads Larsen

Skribent: 3F Superligaen