Næstved-angriber utilfreds med manglende spilletid
Mathias Andreasen så hele kampen fra bænken, da Næstved Boldklub på Gladsaxe Stadion fik tæsk med 3-0. Det var tredje gang i træk, at Næstved ikke scorede i en kamp i CampoBet 2. division. Og anden gang i træk, at angriberen kukkelurede uden at komme i aktion.
Det er han knotten over.
“Jeg er i tiptop stand fysisk, så det er ude af mine egne hænder, desværre. Jeg har scoret næstflest mål for os i denne sæson, så jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre anderledes. Jeg er selvfølgelig skuffet”, siger Mathias Andreasen til sn.dk.
Mathias er noteret for seks scoringer for “de grønne”, senest i comeback-sejren over FC Roskilde på udebane. Men efter fuld spilletid i udekampen mod Thisted FC, er det altså ikke blevet til et ét sekund på banen.
“Jeg føler, jeg bidrager til holdet, når jeg spiller, og jeg har været afgørende i de point, vi også har fået. Men det kan vi åbenbart ikke bruge på holdet lige nu. Det er noget andet, han vil gå med.”
Med “han” mener Mathias Andreas cheftræner Sune Lærkedahl Jensen, som selv var med til at hente angriberen til klubben fra Sydsjælland i sommer fra Hvidovre IF.
“Jeg er selvfølgelig ramt af situationen. Man vil jo gerne spille hver uge, så man tænker jo over, om man gør noget forkert eller ikke er god nok. Men jeg kan jo se på tallene, at jeg er en af de skarpeste foran mål i CampoBet 2. division målt på chancer. Så jeg ved faktisk ikke, hvad jeg mere skal gøre”, lyder det videre overfor sn.dk.
Andreasen afviser desuden, at der skulle have været episoder, som har ført til den manglende spilletid.
“Jeg blev brugt lidt ude af position på kanten et par gange, hvor jeg nok ikke har spillet mit bedste, men jeg er jo ikke kantspiller. Jeg føler ikke, jeg har fået en klar forklaring eller retning for, hvad det er, jeg skal forbedre. Meddelelsen har bare været, at han ønsket at bruge andre typer”, fortsætter frontløberen, der i samråd med sin agent overvejer situationen.
“Selvfølgelig afsøger min agent og jeg altid mulighederne. Hvis Næstved ikke mener, de kan bruge mig, så må vi jo søge andre veje. Men jeg har en kontrakt halvandet år endnu, så vi må se, hvad der sker. Vi er i tæt dialog med klubben”, sagde angriberen.