Optakt: Fredericia kæmper for livet mod formstærke FCK
2-2 mod Vejle, 2-2 mod Silkeborg og 2-2 mod Randers.
Fredericia er sluppet afsted med point fra de tre seneste møder mod de andre bundhold i Superligaen, men nøj, hvor ville bare en enkelt sejr have gjort godt i tabellen.
Som det ser ud lige nu, er det nemlig Fredericia, som ligger til at tage turen ned i Betinia Ligaen med Vejle.
I søndags gik Michael Hansens tropper fra banen uden sejr for femte kamp i træk, og selvom det ret beset var lidt uheldigt med to drømmemål fra OB, virker Fredericia til lige at mangle det sidste her i sæsonens afsluttende fase.
Skarpheden i felterne skal findes frem søndag, hvis det skal blive til point mod formstærke FCK på Monjasa Park.
Historiske Svensson vinder og vinder
Løverne har resultatmæssigt været som forvandlet siden ansættelsen af Bo Svensson, der som den første FCK-træner nogensinde har gjort rent bord i sine første fem kampe.
Spillemæssigt har der i alle kampe på nær 7-0 nedslagtningen dog været plads til forbedring.
Ja, faktisk har FCK ikke spillet videre prangende i de seneste fire kampe, men den individuelle kvalitet hos de mange profiler sørger alligevel for at sejrene kommer i hus, og det var ikke tilfældet for bare et par måneder siden.
Selv på de dårlige dage vinder FCK, og det skal de selvfølgelig også med tanke på den kvalitet de møder i nedrykningsspillet.
Efterhånden ligger Svensson og co. lunt i svinget til at snuppe syvendepladsen, men arbejdet skal lige gøres færdigt mod de tre nedrykningskandidater Fredericia, Silkeborg og Randers.
Fredericia vandt seneste indbyrdes opgør med 2-1 i Parken, men som de to holds formkurver går i øjeblikket, er det svært at forestille sig en gentagelse søndag.
Kampen spilles søndag den 3.maj klokken 16.00 på Monjasa Park.