Vendsyssel slukkede Thisteds oprykningsaspirationer

Der var endnu engang sæsonrekord på lægterne, da 1.226 fodboldsupportere fandt vej til Nord Energi Arena fredag aften. Formstærke Vendsyssel FF og Thisted FC duellerede for tredje gang i sæsonen og for tredje gang i sæsonen med samme vinder.

Vendsyssel FF kom bedst fra start og satte gæsterne under pres i kampens indledning med et aggressivt udtryk og høj intensitet. Hjemmeholdet havde dog vanskeligt ved at omsætte overtaget til store målchancer. Thisted FC viste samtidig farlighed på omstillingerne og kom blandt andet frem til et stolpeskud.

Efterhånden som første halvleg skred frem, arbejdede Thisted sig bedre ind i opgøret, og kampen udviklede sig til et jævnbyrdigt opgør med muligheder i begge ender. Vendsyssels Rasmus Schüller var tæt på med et langskud, men trods flere forsøg fra begge hold gik de to mandskaber til pause uden scoringer.

Kort efter pausen kom kampens første mål. Allerede i det 46. minut bragte Lasse Steffensen hjemmeholdet foran 1-0 efter et indlæg fra venstre side. Scoringen ændrede kampbilledet, da Thisted FC efterfølgende pressede højere på banen i jagten på en udligning.

Vendsyssel stod dog igen solidt defensivt og havde samtidig muligheder for at udbygge føringen på hurtige omstillinger. I det 71. minut blev Thisted reduceret til ti mand efter et rødt kort til JJ Nuphaus. Det gav selvsagt hjemmeholdet bedre muligheder for at kontrollere kampen.

Trods undertallet fortsatte gæsterne med at presse frem i slutfasen, men Vendsyssel formåede at holde stand og sikre sig en smal sejr. Med sejren og samtidig sejre til AB og Næstved, er oprykningskampen endegyldigt reduceret til et anliggende mellem tre klubber i CampoBet 2. division.

Slutstilling: Vendsyssel FF – Thisted FC 1-0 (0-0)

Mål: 1-0 Steffensen (46.)

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet