Glad Lønstrup: Vi var den irriterende onkel
Søndag eftermiddag forvandlede Hillerød Lyngbys oprykningsfest til en vaskeægte fuser, og sparkede sig selv på andenpladsen i Betinia LIGA, da Slotsbyens Hold vandt 1-2 på Lyngby Stadion.
En sejr, der ikke overraskende gjorde Hillerøds manager, Christian Lønstrup, til en glad én af slagsen.
“Det er tre sindssygt vigtige point. Vi har snakket om, at vi har fået for få point i foråret, og nu har vi pludselig vundet to i træk.”
“Jeg synes, at vi sender et signal til de andre hold, om at man ikke skal dømme os ude af det her,” udtalte en glad Christian Lønstrup efter kampen til bold.dk og fortsatte:
“Vi har mødt Lyngby fire gange i år, og vi har vundet tre. Da vi tabte til dem, spillede vi en god kamp, så vi havde italesat frem mod i dag, at vi ikke skulle komme og have for meget respekt for dem.”
“Lyngby var måske lidt præget af, at der var lagt op til stor fest. De havde meget at tabe, og det havde vi ikke. Men Lyngby skal nok rykke op alligevel.
“Vi havde snakket om, at vi gerne ville være den irriterende onkel, der spolerer festen. Vi kender Lyngbys spillere og stab godt, og vi gør ikke noget for at genere dem.
“De skal nok rykke op.”
Og det kan Lyngby gøre med en sejr over Hvidovre på lørdag, hvor Hillerød skal forsvare klubbens andenplads ude mod Horsens.