Næsby blev sat af på Frederiksberg: Vi skal slutte godt af
Opgaven var klar for Næsby Boldklub, inden lørdagens møde med FA 2000 på Frederiksberg. Der skulle en sejr til, hvis fynboerne for alvor skulle holde liv i håbet om oprykning til CampoBet 3. Division.
I stedte blev det til et 1-0-nederlag i overtiden, da FA 2000’s lynhurtige Devon Bernasko-Appu løb fra alt og alle og sikrede de blå fra Frederiksberg alle tre point.
“Når man taber sådan en kamp, er vi selvfølgelig dybt skuffede. Vi gik klart efter de tre point og er ikke tilfredse med at stå uden point efter en kamp, hvor vi havde mulighederne til mere. Vi vidste, vi mødte et velorganiseret hold i god form, men vi kom med et mindset om at dominere og sætte os på spillet,” siger fynboernes træner Nicolai Wollenberg, der kan konstatere, at der med seks runder tilbage af oprykningsspillet i CampoBet 3. Division nu er hele 11 point op til FA 2000 på andenpladsen.
“Nu handler det om at bruge den kommende uge på at ryste skuffelsen af os og få lagt en klar plan for de sidste seks kampe. Vi skal arbejde målrettet videre for at afslutte sæsonen bedst muligt og samtidig skabe det stærkest mulige fundament for den kommende sæson,” siger Nicolai Wollenberg til klubbens sociale medier.
En del af den udviklng er allerede godt undervejs, mener Nicolai Wollenberg, der midt i skuffelsen over nederlaget til FA 2000 også fandt overskud til at fremhæve et af klubbens nye spændende talenter – den blot 18-årige offensivspiller Marcus Jensen.
“Vi har rykket os markant på at hæve vores bundniveau, og hele truppen arbejder stenhårdt for hinanden. Det er et ungt hold, hvor vi kontinuerligt arbejder på at tage næste skridt. I dag er vi ramt af både skader og karantæner, men de unge spillere løser opgaven flot. Samtidig får vi endnu en debut til en af vores talentfulde unge spillere, Marcus Jensen.”
Du kan se alle rundens mål i artiklen herunder.