VFF-spiller sygemeldt: Krop og sind skal have ro
Vendsyssel FF oplyser mandag, at forsvarsspilleren Mads Bager er blevet sygemeldt.
“Forløbet håndteres med fokus på både fysisk og mental restitution, og forventningen er, at Mads vender tilbage. Stærkere og mere afklaret end før,” skriver Vendsyssel FF i en pressemeddelelse. Af denne fremgår det videre:
“I moderne fodbold stilles der stadigt højere krav til spillere, både fysisk, mentalt og præstationsmæssigt. Vejen til succes er i dag sjældent alene baseret på talent, men i høj grad på kontinuerlig udvikling, hårdt arbejde og viljen til konstant at forbedre sig. Denne dedikation kan dog også have en bagside, hvis balancen mellem præstation og trivsel udfordres.
“For Mads har rejsen mod optimering af sin præstation betydet, at han i en periode har presset sig selv mere, end kroppen og det mentale overskud har kunnet følge med til. Derfor er fokus nu på ro, stabilitet og genopbygning, så fundamentet for både trivsel og præstation igen bliver stærkt.
“Forløbet er en vigtig læring. Både for Mads og for klubben. Vi sætter stor pris på den åbenhed, Mads har vist omkring sin situation, og vi bakker fuldt op om beslutningen om at prioritere pausen og skabe de bedste forudsætninger for et sundt comeback. Vi følger Mads tæt i denne proces og sikrer, at han får den nødvendige støtte hele vejen.
“Samtidig ønsker vi at sætte fokus på, at denne type situation ikke er unik. Mange spillere oplever lignende udfordringer i jagten på succes. Vi mener, at åbenhed og ærlighed er afgørende for at skabe et miljø, hvor spillere kan trives og præstere på lang sigt. Vi har fuld tillid til, at Mads vender endnu stærkere tilbage.”
Mads Bager kom til Hjørring-klubben fra Kolding op til denne sæson. Han har også tidligere været i Skive IK samt norske Sandnes Ulf. Han fik spilletid i 15 kampe i det kaotiske efterår, men har ikke fået minutter overhovedet i 2026. Han er derfor indtil videre noteret for 16 kampe i VFF-trøjen.