B.93 med ryggen mod muren – men nu på eget græs

B.93 står med ryggen mod muren i Betinia LIGA.

Det er der ikke noget nyt i. For det har holdet gjort siden B.93 for to måneder siden stod på tærsklen til en plads i top seks.

Siden da har B.93 dog blot hentet fire ud af 21 mulige point og er nu i overhængende fare for at rykke ud af landets næstbedste fodboldrække.

I skrivende stund har B.93 fire point op til Hobro, der pt. indtager pladsen på den lyse side af nedrykningsstregen, og da der kun er 12 point tilbage at spille om, så er B.93 pisket til sejr fredag aften, hvor AaB gæster Østerbro Stadion.

Og ja, den er god nok.

Kampen skal spilles på Østerbro Stadion, og ikke på Sundby Idrætspark, hvor B.93 ellers har haft hjemme i mere end et halvandet år på grund af en omfattende og langtrukken renovering af Østerbro Stadion.

Og måske giver returen til eget græs B.93 det rygstød, som klubben så desperat har brug for. Skulle den kommende kamp spilles på Sundby Idrætspark, ville hjemmefordelen i hvert fald have været minimal.

Således er B.93 i indeværende sæson det næstdårligste hjemmehold i Betinia LIGA.

Og apropos statistik, så har B.93 ikke vundet en fodboldkamp over AaB siden december 2020, hvor B.93 sendte AaB ud af pokalturneringen. Siden da er det blevet til fire nederlag og en enkelt uafgjort i fem ligakampe.

B.93 housewarming fløjtes i gang fredag klokken 19.00.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA