Sportschef stopper i Frem

Beran Camili stopper som sportschef i Boldklubben Frem.

Den beslutning har Camili selv truffet, da han har fået nyt civilt arbejde, som ikke kan forenes med rollen. Det meddeler Frem på deres hjemmeside.

”Efter en spændende og lærerig periode med både op- og nedture har jeg valgt at stoppe som sportschef i Frem. Det har været en opgave, der til tider har været udfordrende – ikke mindst på grund af de økonomiske rammer, hvor vi især i vinteren 2025 blev nødt til at tage sportslige beslutninger, som i høj grad var præget af de økonomiske udfordringer,” udtaler hovedpersonen.

Klubben meddeler, at Camili allerede er fratrådt sin rolle, men, at han vil blive hyldet i forbindelse med sæsonens sidste kamp på Valby Stadion den 13. juni, som en anerkendelse af den store indsats, han har ydet for klubben siden han trådte ind i klubbens sportslige arbejde i 2022.

I sidste weekend sikrede Frem overlevelse i CampoBet 3.division efter 2-2 mod Odder, og kan dermed gå til sæsonens sidste spillerunde med ro i sindet.

Mads Larsen

Mads Larsen

Skribent: 3F Superligaen