Hobro belønner egen avl: En drøm, der går i opfyldelse
Hjalte Dahl står noteret for fire kampe på Hobros første hold. Nu har har det 19-årige, offensive talent skrevet under på sin første professionelle kontrakt.
Det oplyser Hobro på klubbens hjemmeside.
“Det er en drøm, der går i opfyldelse for mig, og jeg er glad og stolt over at have skrevet under på min første kontrakt.”
“Jeg vil gerne sige en stor tak til klubben for at tro på mig og for at have givet mig chancen. Hobro IK er et godt sted at udvikle sig som ung spiller. En klub, hvor jeg har følt mig velkommen fra dag ét,” udtaler Hjalte Dahl, der har skrevet under på en kontrakt, som løber frem til 2028.
En kontrakt, som Hobros sportschef, Lars Justesen, i sagens natur også har skrevet under på:
“Hjalte er en spændende ung spiller, der har et stort uforløst potentiale som vi gang på gang ser prøver på i U19 Divisionen. Også i vores vinteropstart samt på træningslejren har Hjalte imponeret os, hvor han med sin gode fart og offensive kvaliteter har vist prøver på det potentiale han besidder.”
“Derfor var vi ikke i tvivl om, at Hjalte skulle være en del af førsteholdstruppen efter sommerferien og vi er glade for, at vi er blevet enige om en aftale med Hjalte,” understreger Lars Justesen.