FA 2000 føjer til truppen fra Holland og Jomfruøerne
Mandag var en travl for FA 2000. Klubben, som efter oprykning fra på fredag skal kæmpe i CampoBet 2. division i denne sæson kunne præsentere intet mindre end tre tilgange til truppen. Der er tale om forsvarsspilleren Erem Özkul, offensiv-spilleren Sander Lauesen samt ligeledes offensive Hassan Elsayed. Om førstnævnte siger cheftræner João Fernandes til klubbens egne sociale medier:
“Erem virkede som en spændende spiller fra første dag. Han kommer med masser af hjerte, passion og engagement. Det er netop nogle af de første ting, vi ser efter hos en ny spiller, inden vi vurderer de fodboldmæssige kvaliteter og det potentiale, han kan tilføre truppen.”
Erem Özgul vender hjem til Danmark efter en periode i Holland hos Fortuna Sittards U21-trup, hvortil han skiftede fra HB Køges U19, og han siger følgende om skiftet:
“Fra første dag har jeg fået et rigtig godt indtryk af FA 2000. Der er en stærk kultur i klubben, og det er tydeligt, at alle trækker i samme retning. Jeg har mødt en sulten trup med masser af kvalitet, og det giver mig stor tro på, at vi kan udvikle os endnu mere sammen. Jeg glæder mig til at komme i gang.”
Om Sander Lauesen mener cheftræner João Fernandes følgende:
“Han er en meget aggressiv spiller, både med og uden bolden, har en arbejdsmentalitet som en hest og er altid klar til at lægge pres på modstanderen. Han passer også rigtig godt ind i den kultur, vi ønsker i denne klub, hvor familien vokser, men altid står sammen,” mens hovedpersonen selv også peger på det stærke sammenhold i klubben.
”Jeg glæder mig meget til at blive en del af FA2000. Efter at have trænet med holdet har jeg fået et meget positivt indtryk af klubben, den professionelle tilgang og det stærke sammenhold i truppen. FA2000 er et ambitiøst og spændende projekt med klare mål, og jeg glæder mig til at bidrage med mine kvaliteter.”
Lauesen kommer efter en sæson i Hørsholm/Usserød, mens Hassan Elsayed kommer fra et noget mere eksotisk ophold. Nemlig i Helenites SC på de amerikanske Jomfruøer!
“Hassan har tidligere været en del af klubben, og han karakter, engagement, ambitioner og fodboldmæssige kvaliteter kender vi allerede. Klubben er meget glad for at byde Hassan velkommen tilbage og se ham repræsentere klubbens logo igen.”
“Jeg er rigtig glad for at være en del af FA 2000 og glæder mig til den kommende sæson. Vi har et spændende hold, og jeg tror på, at vi kan overraske mange i 2. division,” siger eventyreren selv.