Emil Mygind indstiller karrieren: Mega svær beslutning
26-årige Emil Mygind har valgt at indstille sin fodboldkarriere.
Det oplyser AB i en pressemeddelelse.
Emil Mygind har været en del af Akademikernes Boldklub siden barndommen og er noteret for 17 mål og to assists i 100 førsteholdskampe. Men nu er det slut.
“Det har været en mega svær beslutning og noget jeg har tænkt over i lang tid. Fodbold og AB har betydet så meget for mig og min familie i snart 14 år. Både som fodboldspiller og menneske har jeg fået min opdragelse her i denne herlige klub, og jeg har fået så mange fantastiske oplevelser, skønne venner og bekendtskaber på vejen,” indleder Emil Mygind og fortsætter:
“Jeg har de sidste 4 år studeret på universitetet ved siden af fodbolden og er kommet til et sted i mit liv, hvor jeg gerne vil fokusere 100% på det og se hvad det kan føre til. Jeg har endelig fundet ro i dette valg og det kommer på et rigtig godt tidspunkt for mig, da jeg både er et virkelig godt sted fysisk og psykisk.”
“Så selvom det er skræmmende og bliver så underligt i starten, så er jeg mega stolt og glad for det valg jeg har truffet og jeg glæder mig til at komme i gang med et nyt kapitel i mit liv,” forklarer Emil Mygind og sender en tak til alle i og omkring klubben for årene, der er gået:
“Det har været et kæmpe privilegium og ære for mig at være i og spille for AB, og jeg kommer til at savne jer alle helt vildt meget. Jeg er evigt taknemmelig for, hvad denne klub har gjort for mig som fodboldspiller, men vigtigst af alt som menneske.”