B.93 henter Sebastian Koch tilbage igen-igen
Tre dage før det går løs med sæsonen i CampoBet 2. division, kan nedrykkerne fra B.93 præsentere endnu en rutineret herre til truppen. Og endnu en gammel kending af Østerbro-enheden. Denne gang er der tale om Sebastian Koch, som senest har spillet for Hvidovre IF.
Det er tredje gang, at 29-årige Sebastian Koch laver en aftale med B.93, skriver klubben på egen hjemmeside.
“Første gang var i 2019 på en lejeaftale fra Sønderjyske, mens han senest tørnede ud for klubben i 2024, hvor han spillede en vigtig rolle i den offensive del af spillet. Over sine to tidligere ophold i klubben har Sebastian spillet 29 kampe med 10 mål og seks assists til følge. Senest blev det til 17 kampe, fem mål og tre assists i Betinia LIGA, hvilket gjorde ham til en af holdets mest produktive offensive spillere,” skriver B.93 i nyhedsopslaget om den seneste tilgang.
Koch har denne gang skrevet under på en kontrakt frem til sommeren 2029, og tilgangen glæder heldigvis Kasper Lorentzen. Cheftræneren stod også stod i spidsen for holdet under Kochs seneste ophold i B.93.
“Sebastian er en spiller, vi kender rigtig godt, og som allerede har vist, hvad han kan bidrage med i B.93. Han har fart, gennembrudskraft og et stort offensivt output. Samtidig ved han præcis, hvad det vil sige at spille for klubben. Derfor er vi rigtig glade for at få ham tilbage, og vi er overbeviste om, at han bliver en vigtig spiller for os i den kommende sæson”, udtaler Lorentzen til klubbens egne medier, mens Koch udtaler følgende.
“B.93 har været et sted, hvor jeg tidligere har haft nogle rigtig gode perioder, så da muligheden for at vende tilbage opstod, var det et nemt valg. Jeg har altid været glad for miljøet i klubben og de mennesker, der er omkring holdet. Det betyder meget for mig at komme tilbage til et sted, hvor jeg føler mig hjemme.
“Jeg glæder mig til at vende tilbage til Østerbro Stadion, møde fansene igen og blive en del af holdet. Samtidig håber jeg at kunne bidrage med mål og assists i jagten på en god sæson, hvor vi forhåbentlig kan få klubben tilbage i Betinia LIGA.
Første mulighed for at se Koch og co. i aktion er på fredag, når B.93 spiller sæsonens første kamp i Frederiksberg Idrætspark. Der er kickoff kl. 19:00.