Aarhus Fremad henter islandsk angriber

Aarhus Fremad har fundet afløseren for Kasper Andersen. Valget er faldet på den 21-årige islandske angriber, Ingimar Kristjansson., der er hentet i Thor Akureyri.

Det oplyser Aarhus Fremad på klubbens Facebook-side.

“Med Ingimar får vi en anden type angriber ind i truppen. Vi har været på udkig efter en spiller med en stærk fysisk pakke, høj fart og en naturlig evne til at bryde linjer og komme i farlige situationer.”

“Samtidig er han en dygtig afslutter, som kan true modstandernes bagkæde på flere forskellige måder, og det er nogle kvaliteter, vi har ønsket at tilføre vores offensiv,” udtaler Aarhus Fremads rekrutteringsansvarlige, Lauritz Hørby, og fortsætter:

“Ingimar har allerede vist sit potentiale i islandsk fodbold, og gennem hele processen har vi lært en ydmyg, ambitiøs og hårdtarbejdende person at kende. Han passer rigtig godt ind i den kultur, vi ønsker at skabe i Aarhus Fremad, og vi tror på, at vores miljø er det helt rigtige sted for ham til at tage det næste skridt i sin udvikling.”

“Ingimar er stadig en ung spiller med et stort udviklingspotentiale, og det er en spiller, vi har stor tro på. Vi har store forventninger til ham – både på kort sigt og i et længere perspektiv – og vi glæder os til at se ham folde sit potentiale ud i Aarhus Fremad,” slutter Lauritz Hørby.

Aarhus Fremad vandt 1-2 ude over Hobro i klubbens sæsonpremiere i søndags. Fredag tager Ingimar Kristansson og co. imod AaB på Silkeborg Stadion, der er Aarhus Fremads midlertidige hjemmebane, mens Riisvangen renoveres.

Kampen mellem Aarhus Fremad og AaB fløjtes i gang klokken 18.00.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA