Silas Trier udstyres med bindet hos FC Roskilde

For FC Roskilde er den kommende sæson i CampoBet 2. division starten på en ny tidsregning. Det er nu, tre-års planen om at komme i Betinia LIGA søsættes. Første forhindring på vejen er allerede fredag mod Næstved Boldklub på hjemmebane i sæsonens første kamp.

Til denne skal Silas Trier bære anførerbindet, melder klubben ud via egne medier. Af disse fremgår det endvidere, at Emil Nielsen bliver viceanfører, mens resten af anførergruppen også er på plads. Denne består af Valdemar Montell, Mikkel Juhl og Mads Carlson.

“Trier er en erfaren spiller, der siden første dag har vist et stort engagement og fremragende lederegenskaber. Han arbejder hårdt i holdets tjeneste og er en respekteret skikkelse i omklædningsrummet. Vi får brug for hans kommunikative evner. Jeg er sikker på, at han kan løfte ansvaret som anfører for FC Roskilde,” udtaler cheftræner Daniel Simacon i forbindelse med valget.

At første kamp med anførerbindet lige netop sker mod Næstved, er den slags historier, fodbolden elsker at give. Han skiftede nemlig fra netop “de grønne” til “ørnene” forud for sidste sæson. Det blev til i alt 25 ligakampe for FC Roskilde i sidste sæson. Det var dog først hen mod slutningen, at han for alvor fik bidt sig fast. I ni af de 10 kampe i slutspillet blev det til en plads i startopstillingen.

“Det er en stor ære for mig at skulle bære anførerbindet for FC Roskilde. Det er en fed klub og en fed by, så det har kæmpe betydning for mig. Jeg ser det som en tillidserklæring fra trænerteamet og tænker samtidig, at det er noget jeg kan bidrage positivt til. Jeg ser det som en fed udfordring. Jeg er rigtig glad for gruppen og ser frem til at rykke i samme retning,” udtaler Silas Trier.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet