Sæsonoptakt til 2. division: En favorit og stor jævnbyrdighed
En ny sæson er over os i CampoBet 2. division. Fredag den 31. juli sparkes ligaen i gang med tre kampe, og det dufter af en sæson, der kommer til at være i hvert fald bare lidt anderledes end 25/26-sæsonen, som vi lukkede ned i juni.
I sidste sæson var der tre klubber med et fuldtids-setup i divisionen. I sæsonen 26/27 er det vel højst B.93, som kan snige sig ind under den betegnelse. Og der er i hvert fald ikke andre. Derfor, og med de investeringer B.93 indtil videre har lavet i spillere forud for sæsonen, indtager de en favoritværdighed, der minder om dén, AB tog med ind til sidste sæson. Og i øvrigt levede op til ved at vinde rækken.
I sidste sæson var der tre klubber, som åbent erklærede, at de skulle rykke op. Førnævnte AB, Vendsyssel FF og FC Roskilde. I denne sæson er det udelukkende B.93, som har været dristige nok til at gå så langt. I FC Roskilde har de skruet en smule ned og skal i gang med det første år i deres tre-års-plan, som skal bringe dem op i Betinia LIGA.
I Næstved Boldklub, sidste sæsons nummer tre, skal de i gang med det andet år i deres tre-års-plan. I sidste sæson hed målet top seks, i denne sigter de mod top fire. Fremad Amager og oprykkerne fra Nykøbing FC har også begge overfor LigaManager italesat top seks som en målsætning.
VSK Aarhus leverede en så flot sæson som oprykkere, at træner Jacob Eichner blev kåret til sæsonens træner af sine kollegaer i LigaManagers afstemning. De var tæt på top seks i sidste sæson, og målet er at nå det i denne sæson, siger Eichner. Det samme vil Middelfart Boldklub ifølge træner Kristoffer Johannsen, men de har mistet ualmindeligt mange ligakampe i forbindelse med spillere, der har stoppet karrieren. Dem erstatter man ikke bare lige.
HIK og Thisted FC endte nummer fem og seks i sidste sæson, men begge ser svækkede ud i sammenligning. Store og bærende profiler har forladt begge klubber, og træneren er også væk i HIK. Det bliver vanskeligt for begge at gentage en så flot sæson allerede nu.
I Skive IK mener man, at potentialet er til mere, end man præsterede i sidste sæson. Og kan nogle af de mange uafgjorte byttes ud med sejre, og der i øvrigt er en smule medvind på cykelstien, kan en top seks-placering vel heller ikke udelukkes. Omvendt synes deres trup endnu ikke markant forbedret i forhold til sidste sæson.
I kælderen af tabellen ligner det en meget svær sæson for FA 2000. De synes ikke at have forstærket sig markant med en bunke erfaring fra dette niveau, og det kunne godt ligne en hurtig returbillet. Brabrand IF sluttede lige over stregen i sidste sæson, på en 10. plads, og efter salget af topscoreren Nemo Thomsen, er det sandsynligvis igen i de regioner af tabellen, man skal finde ”de blå brasilianere”.
For at opsummere. Det ligner en klar favoritværdighed til B.93. Herefter et stort felt af konkurrenter, som alle kan nære realistiske drømme om at placere sig i den bedste halvdel. Samt tre-fire klubber som skal være glade, hvis sæsonen byder på overlevelse. Men mon ikke sæsonen smider en overraskelse eller to af sig? Spændende bliver det i hvert fald.