AaB stryger til tops med forløsende sejr på Riisvangen
I sidste sæson løb AaB ind i to ydmygende udebanenederlag på henholdsvis 5-1 og 5-0 til Aarhus Fremad.
Men fredag aften viste tredje gang sig at være lykkens gang.
For her vandt AaB 1-2 på Riisvangen Stadion og er dermed noteret for maksimumpoint efter to kampe.
Markus Kaasa bragte AaB i front allerede efter ti minutters spil, og i det 87. minut gjorde 19-årige sig selv til matchvinder, da han på energisk vis hamrede bolden i mål til slutresultatet 1-2.
Fem minutter forinden havde hjemmeholdets Magnus Kaastrup nemlig udlignet til 1-1 direkte på frispark, og selvom målet ikke resulterede i point til Aarhus Fremad, så ender målet med garanti med at være blandt kandidaterne til efterårets mål i Betinia LIGA.
Magnus Kaastrup frisparksmål var nemlig et formfuldendt ét af slagsen og vil sent blive glemt på Riisvangen Stadion.
Med sejren er AaB som nævnt noteret for seks i to kampe og topper dermed Betinia LIGA. Her er Aarhus Fremad i skrivende stund nummer fire.
Begge mandskaber skal i den kommende midtuge i aktion i DBU Pokalen, hvor AaB og Aarhus Fremad møder henholdsvis Holstebro og Ringkøbing.