Næsby vil tættere på finalen inden storkamp
Der var absolut ingen svinger i pokalvalsen, da Næsby Boldklub tirsdag aften spillede sig videre til anden runde i årets pokalturnering med en stensikker 3-0-sejr ude over Kolding Boldklub.
– Kolding gør, hvad de kan med de midler, de har. De leverer egentlig en rigtig god indsats og en god kamp for os, lød efterfølgende fra Næsby-træner Nicolai Wollenberg, der dog også godt kunne se forskellen på sit eget CampoBet 3. Divionsmandskab og det jyske Danmarksseriehold.
– Når det så er sagt, så kunne man godt se, at da kampen havde sat sig efter 15-20 minutter, der satte vi os tungere på spillet. Vi scorer til både 1-0 og 2-0 i første halvleg, og sætter så kniven helt ind i anden halvleg og scorer til 3-0, siger Nicolai Wollenberg, der nu har sejret med sit hold to gange inden for få dage, da Næsby også vandt premierekampen i CampoBet 3. Division, hvor Sundby Boldklub blev besejret.
– Jeg er tilfreds og kæmpe ros til drengene for at levere en toppræstation. Stor indsats, siger Nicolai Wollenberg, der undervejs i kampen gav debut til Anton Kjærgaard, Oliver Vingaard og Malang Faty.
Med sejren er Næsby Boldklub naturligvis med i bowlen, når der trækkes lod til anden runde. Her håber Nicolai Wollenberg på en overkommelig modstander – så kan man møde OB eller et anden attraktiv hold på et senere tidspunkt.
– Man vil jo gerne tættere på finalen, så jeg kunne godt tænke mig, at vi igen trækker et hold, hvor vi forhåbentligt kommer ud og er favoritter. Og så kan vi trække et af de større hold i runden efter det. Det er mit håb.
Næsby Boldklub var ikke eneste CampoBet 3. Divisionsklub i pokalaktion tirsdag. Få et overblik over de øvrige hold fra rækkens kampe i artiklen herunder: