Lønstrup efter nyt nederlag: Vores fans fortjener en sejr
Der er spillet fem runder af sæsonen og Hillerød har stadig holdets første sejr til gode.
Således smagte Slotsbyens Hold heller ikke sejrens sødme torsdag aften, hvor Hillerød i stedet indkasserede sæsonens fjerde nederlag i mødet med et velspillende Vendsyssel-mandskab på Nord Energi Arena i Hjørring:
“Vi spiller en virkelig dårlig præstation offensivt i første halvleg, og det gør bare, at det bliver hårdt for vores defensive spillere, som gør et godt stykke arbejde.”
“Desværre ender Vendsyssel med at score kort før pause, da vi ikke kan holde på bolden offensivt,” udtaler Hillerøds manager, Christian Lønstrup, til klubbens hjemmeside og fortsætter:
“Dog synes jeg, at der kommer et helt andet Hillerød-hold på banen i 2. halvleg, hvor vi fuldstøndig styrer kampen og spiller på vores præmisser.”
“Vi formår at skubbe på og har optræk til flere store chancer. Desværre formår vi ikke at få bolden i målet, og det gør det svært at vinde kampen,” konkluderer Christian Lønstrup og ser fremad:
“Nu skal vi kigge fremad og fokusere på opgaven mod Avarta (DBU Pokalen, red.) først og så Hobro, som vi har lang forberedelse til.”
“Vores fans fortjener at få en sejr, især på hjemmebane, og det skal vi tydeligt ud og vise næste søndag, samtidig med at vi går videre i pokalen,” slutter Christian Lønstrup.
Med nederlaget er Hillerød fortsat under nedrykningsstregen i Betinia LIGA, hvor holdet blot er noteret for et point.