HIK-træner om lang tur til Bornholm: Rejser for at vinde

Der er ingen, som skal på så lang en tur for at spille pokalfodbold i denne uge, som HIK. Anton Leifssons unge trup skal en tur til Bornholm, hvor der er kickoff tirsdag eftermiddag. Cheftræner Anton Leifsson tager dog oplevelsen i stiv arm.

”Vi har forberedt os, som vi plejer til en ganske almindelig divisionskamp. Både i forhold til oplægget og træningen og spillerne virker fokuseret. Og der er 64 hold tilbage nu, så lidt hurtig hovedregning siger, at der er 32 tilbage efter denne runde. Så der kan vente nogle sjove kampe, og vi tager til Bornholm for at komme videre”, forsikrer Leifsson om overfor LigaManager efter mandagens træning.

Den blev spillerne sendt hjem fra kl. 18, og så mødes truppen ellers igen kl. 10 tirsdag formiddag.

”Vi skal med færgen ved 12-13 tiden, så er der kamp fra kl. 16:15. Så er der færge hjem igen kl. 20-30. Så burde vi være hjemme igen omkring kl. 23.30, hvis alt går så planlagt. Så det er en hel dag, der ryger, hvilket kun giver endnu mere grund til at tage derover for at gå videre”, ler ligaens yngste træner.

Onsdag har spillerne trods alt fri, for som Leifsson påpeger det, har man ”ikke verdens største trup.” Men det er en trup, som har leveret positivt i forhold til trænerens forventninger for de første fire runder.

”Vi spillede kun tre træningskampe, så det var lige på og hårdt i starten, og der er rigtigt mange nye ansigter i truppen. Men det bliver bedre og bedre. Jeg synes, vi spiller en ganske fornuftig kamp inde på Østerbro i fredags mod B.93, hvor vi snildt kan komme foran i første halvleg. Så går vi lidt døde i løbet af anden halvleg. Men det peger i den rigtige retning. Det tror jeg også, at spillertruppen synes.

”Vi har forsøgt at implementere en lidt anderledes spillestil i forhold til sidste år, hvor man måske spillede lidt mere direkte. Nu vil vi gerne prøve at sætte nogle flere berøringer sammen og holde bolden i egne rækker i lidt længere tid.

”Det er gået hurtigere, end jeg havde forventet. Og det er stor ros til spillertruppen, at de har taget så godt imod det. Men vi siger også til dem i dag, at selvom vi står et godt sted nu, skal vi blive ved med at udvikle os, for ellers kommer vi sgu i problemer.”

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet