Njai siger ja til Hvidovre: Han har en power
Den tidligere FC Helsingør-spiller, Abdoulie Njai, har fundet en nu klub. Og den spiller i Betinia Liga.
Det er nemlig Hvidovre, der har skrevet kontrakt med den 29-råige midtbanespiller.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
“Njai har gennem de seneste par ugers træning vist sig som en spiller med stor dynamik og fremadrettethed,” udtaler Hvidovres manager, Martin Retov, og fortsætter:
“Han har en power, som vores unge spillere også kan læne sig op ad, så vi er glade for, at vi har kunne lande en aftale.”
Hovedperson selv er også – og ikke særlig overraskende – glad for at have skrevet under med Hvidovre:
“Jeg er glad for, at det er kommet på plads. Jeg synes, at der er et godt match mellem mig og Hvidovre, og det har været let at falde til.”
“Det bliver fedt at komme i gang og bidrage med noget power og hurtighed på banen – og ikke mindst mærke stemningen og opbakningen fra fansene på Pro Ventilation Arena,” slutter Abdoulie Njai.