Hvidovres flyvende start overrasker Retov
Hvidovre har fået en flyvende start på sæsonen i Betinia LIGA. To gange uafgjort og fire sejre i seks kampe, hvilket rækker til en andenplads i tabellen.
Og ja, den gode sæsonstart kommer bag på Hvidovres cheftræner, Martin Retov. Det fortæller han i et interview med bold.dk på bagkant af søndagens 2-1 sejr over Superliga-nedrykkerne fra FC Fredericia.
“Er det overraskende? Ja, det vil jeg sige, fordi vi er i gang med en proces, hvor hele truppen skal gøres yngre,” udtaler Martin Retov og fortsætter:
“Vi har hentet fire spillere fra 2. division. Normalt tager det tid, før de falder til og finder niveauet i en bedre række. Men de er faldet utrolig godt til og så er vi meget tilfredse med den måde, vi er kommet ud af starthullerne,” forklarer Martin Retov til bold.dk, hvor han dog også understreger, at den gode sæsonstart ikke piller ved den målsætning, som Hvidovre gik ind til indeværende sæson med:
“Vi bevarer benene helt på jorden. Vi skal være realistiske og vores målsætning er at komme i top-6. Det ændrer sig på ingen måder, selv om vi har fået en drømmestart på sæsonen,” lyder det fra Martin Retov.
Næste kamp for Hvidovre finder sted på fredag, hvor Martin Retov og co. skal en tur til Hobro, hvor Jens Gjesings tropper står klar til kamp på DS Arena.