Topscorer overrasker sig selv: Brænder altid ufatteligt meget

Det er en mildest talt stærk åbning på sæsonen, som Matthias Præst har gang i. Offensivspilleren bidrog med begge mål, da Middelfart Boldklub lørdag nedlagde HIK med 2-1. Dermed er han allerede oppe på fem scoringer i denne sæson. Og lige nu delt topscorer i CampoBet 2. division.

Det er uden konkurrence den bedste sæsonåbning, han har leveret i karrieren til nu. Og det er ikke mindst til stor forbløffelse for ham selv.

”Jeg har altid brændt ufattelig mange chancer. Jeg tror egentlig bare, at det har noget med selvtillid at gøre. Den tro, jeg får fra holdet. Jeg tror bare, at jeg har fået hul på bylden”, fortalte Præst til LigaManager efter de seneste scoringer. I øvrigt de første mål på udebane i denne sæson.

Det er blevet til scoringer i alle tre hjemmekampe til nu mod hhv. Thisted FC, Brabrand IF og Nykøbing FC. Hver gang ét mål, for indtil i lørdags var to mål i samme kamp ikke noget, han har gjort sig i.

”Jeg tror ikke, at jeg har scoret to mål i samme kamp i min seniortid”, som den overraskede Præst selv vurderede det. Inden han høstede store roser fra sin træner i Middelfart.

”Præst er en fantastisk fodboldspiller. Han har så meget fart i sine fødder, så stor bevægelighed og er ekstremt dygtig i de små rum. Han har mange kvaliteter. For Matthias tror jeg, at det handler om at få forløst tingene. At det ikke bliver lige ved at næsten, men at vi får slutprodukt på de ting, han er involveret i”, forklarede Kristoffer Johannsen om den 26-årige offensivspiller.

”I øjeblikket er han involveret med både mål og assists og ligner en, der nyder at spille fodbold. Han har været rigtig, rigtig vigtig for os her i den første indledende fase af sæsonen. Det er vi glade for. Vi ved godt, for vi ser det dagligt til træning, hvilket potentiale han har.

”Han er en spiller, der rigtig gerne vil drible og udfordre. Ind imellem skal man finde den rette balance mellem at gøre det eller at få trykket til. Det snakker vi også om til træning, men han er en dygtig spiller. Ham er vi glade for”, forsikrer cheftræneren videre.

Det er anden omgang, at Matthias Præst er i Middelfart Boldklub. Han kom til klubben første gang i 2020 fra AC Horsens. I 2022 gik turen videre til Færøerne, hvorfra turen gik videre til Island. I februar vendte han snuden hjem til Danmark og landede atter i Middelfart.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet