Svaner, Duelund og vilde Hvidovre: Tre ting vi lærte fredag aften
Fredag aften blev der spillet tre kampe i Betinia LIGA.
LigaManager havde et øje på samtlige opgør, og her er tre takeaways dagen derpå.
HB Køge – Hillerød: 1-1
“Det skal nok vende, hvis vi bliver ved med at lave så stærke præstationer,” lød det fra Nicklas Pedersen på bagkant af Svanernes fredagskamp mod Hillerød.
Og det kan HB Køges cheftræner godt få ret i. For selvom Nicklas Pedersens mandskab efter syv runder fortsat er bundprop i Betinia LIGA, så flyver Svanerne mere og mere i den rigtige retning.
HB Køge indledte sæsonen med fire nederlag på stribe, men fredagens remis hjemme mod Hillerød var holdets tredje pointgivende kamp i træk, og kaster man et blik på statistikkerne fra Capelli Sport Stadion, burde det ene point faktisk have endt med tre af slagsen på kontoen.
Således producerede HB Køge, ifølge tal fra fra den norske livescore- og statistikudbyder, FotMob.com, 25 chancer (Hillerød otte, red.), hvoraf seks ramte indenfor målrammen (Hillerød to, red.), ligesom Svanerne havde hele 43 berøringer i modstanderens straffesparksfelt (Hillerød 11, red.).
Vejle – Vendsyssel: 4-1
Fredag aften blev der også producerede tilfredsstillende tal i Nørreskoven, hvor Superliga-nedrykkerne fra Vejle nok en gang slog fire-fem streger under, at de er (og bliver) Betinia LIGAs bedste mandskab.
Vejle sendte således oprykkerne fra Vendsyssel hjem med en regnvåd lussing på 4-1, hvilket især skyldtes Mikkel Duelund. For selvom Vejles topscorer, Tobias Bach, blev dobbelt målscorer, og nu topper topscorerlisten med med syv mål i syv kampe, så var det Mikkel Duelund, der endte med at blive kampens spiller.
Den 29-årige 10er sparkede sig nemlig ikke bare på måltavlen, men leverede også to assists, og var i det hele taget et særsyn kampen igennem.
Hobro – Hvidovre: 1-3
Det var Oliver Kjærgaard også, da Hvidovre fredag aften vandt topopgøret ude mod Hobro med 1-3, hvor vestegnsklubbens centrale midtbanespiller diskede op med både mål og assist.
Dermed er Oliver Kjærgaard nu oppe på tre mål og to assists i sæsonen, og har således medvirket i lige så mange Hvidovre-scoringer, som holdets topscorer, Donavan Bagou.
De tre point på DS Arena betyder i øvrigt, at Hvidovre fortsat er a point med Vejle på toppen af Betinia LIGA, hvor begge klubber som de eneste stadig ikke har tabt en fodboldkamp.