Runde 7: Ugens Hold i Superligaen

Sikke en runde! Vildt comeback i Aarhus, storsejre til Horsens og FCK, og et overraskende nederlag til Brøndby. Superligaens syvende spillerunde bød på flotte præstationer og masser af mål. Ligamanager har gået kampene efter i sømmene og fundet frem til Ugens Hold.

Se Ugens Hold i Superligaen herunder:

Målmand:
Diant Ramaj, FCK

En 5-0 sejr tyder ved første øjekast på, at Ramaj havde en stille dag på kontoret. Men faktisk forhindrede målmanden hele 1.66 i xG, og var nok engang en sikker sidste skanse for FCK.

Forsvar:

Junnosuke Suzuki, FCK

Han har ikke været helt oppe at flyve i den nye sæson, men i Odense spillede Suzuki en stærk kamp både defensivt og offensivt. Sluttede kampene med to assist.

Victor Nelsson, FC Nordsjælland

Nelsson er tilbage i Superligaen! Landsholdspilleren leverede en flot indsats i sit comeback, hvor han bragte masser af vilje og fysik mod FCM.

Nikolas Dyhr, Randers

Del af en stærk Randers-defensiv, som holdt Brøndby fuldkommen fra fadet. Vandt samtlige af sine dueller i kampen.          

Midtbane:

Tapelo Maseko, FCK

FCK-stjerne in spe? Maseko startede inde for første gang, og greb chancen med to kasser. Den første af slagsen en ren drømmescoring fra distancen. Sydafrikaneren ser spændende ud!

Abdul Moro, Horsens

Kæmpe sejr af Horsens mod Sønderjyske, og kæmpe indsats af arbejdsomme Abdul Moro. Bossede midtbanen og lukkede ballet med sin 3-1 scoring.

Laurits Pedersen, Randers

Flot indsats af Laurits Pedersen, som konstant var involveret både offensivt og defensivt. Stor arbejdsradius og havde næstsidste fod på både 1-0 og 2-0 scoringerne.

Mike Themsen, Randers

Themsen ligner en spiller, som står foran sit endelige gennembrud i Superligaen. Flot indsats og mål for anden runde i streg.

Angreb: 

Janni Serra, AGF

Én halvleg, to scoringer. Til tider udskældte Janni Serra blev redningsmanden for AGF med to kasser mod Silkeborg.

Kelvin Ehibhatiomhan, Horsens

Han bliver ved! Ehibhatiomhan tegnede sig for sæsonens fjerde scoring mod Sønderjyske, da han iskoldt bankede 4-1 scoring i mål. Ligner en af sommerens bedste handler i Superligaen.

Marvin Nasnas, FCK

Han er blot 16(!) år. Nasnas fik lidt mere end halv time mod OB og diskede op med både mål og assist. Hvad skal det ikke ende med for den talentfulde kantspiller?

Mads Larsen

Mads Larsen

Skribent: 3F Superligaen