Topscorerlisten CampoBet 3. division: Næsby-spids mål-amok
Holbæk B&I er det mest scorende hold i CampoBet 3. division og det afspejler sig selvfølgelig også på topscorerlisten. De har hele tre mand med i top syv og alle tre var på tavlen, da topholdet lørdag slagtede Ishøj med 4-0. August Andersen bidrog sågar med to kasser, da han både åbnede og lukkede festen.
Det er dog ingen af de tre Holbæk-spillere, der fører topscorerlisten an. Den ære tilfalder Magnus Schou Jørgensen, som mildest talt har ramt en guldåre, hvad scoringer angår.
I fjerde runde scorede han to mål mod Ishøj. I femte runde scorede han to mod Holbæk. Og toppede det så med tre kasser mod Hørsholm/Usserød i lørdags. Værsågod at skylle! Med sine syv mål har han åbnet et lille hul til de nærmeste forfølgere, men så mange mål, som Holbæk scorer, kan Schou hurtigt komme under pres.
Man noterer sig desuden, at Sundby og Ringsted skal være glade for hhv. Elias Eriksen og Martin Sander. Sundby og Ringsted har blot scoret otte og syv mål, og de herrer har lavet tre hver. Uden dem havde det set sort ud.
