Ilsøe ikke i tvivl: Vi skal nok vinde mange kampe
Personlige fejl, brændt straffespark og et rødt kort lige før pausen.
AB havde alt andet end en god dag på kontoret, da oprykkerne tabte 1-0 til Hillerød i lørdags.
Alligevel er akademikernes anfører fortrøstningsfuld. For selvom AB nu er oppe på tre liganederlag på stribe, og ikke har vundet en fodboldkamp i Betinia LIGA siden 16. august, “så skal det nok komme”, udtaler Søren Ilsøe til ABs hjemmeside:
“Vi står i modvind lige nu. Vinden blæser ikke vores vej i øjeblikket.”
“Nogle gange er der modgang i fodbold, så vi skal bare holde hovedet højt og være optimistiske og have den rigtige attitude, for vi skal nok vinde mange kampe,” understreger Søren Ilsøe og fortsætter:
“Vi har spillet 25% af sæsonen og der er 75% tilbage, så hvis vi begynder at hænge med hovedet allerede nu, så er det alt for tidligt.”
“Jeg er optimistisk. Selvfølgelig er det hårdt at tabe tre kampe i streg, men det nytter jo ikke noget. Vi skal spille tre kampe inden for kort tid, så det er bare op på hesten igen og give den mere gas – så skal det nok komme,” slutter Søren Ilsøe.
Med weekendens nederlag er AB nu nummer 10. i Betinia LIGA med seks point efter otte kampe. Næste opgave for Søren Ilsøe og co. finder sted onsdag aften, hvor Superliga-mandskabet fra Sønderjyske gæster Gladsaxe Stadion i 3. runde af DBU Pokalen.