Hemmingsen siger farvel til Frem
Boldklubben Frem har i denne uge måttet sige farvel til Asger Hemmingsen. Det meddelte klubben selv via egen hjemmeside. Der er tilsyneladende tale om en frivillig beslutning fra den 24-årige midtbanespillers side.
“Jeg vil sige mange tak til alle i og omkring Boldklubben Frem. Jeg har følt mig velkommen fra første dag, jeg kom til. Jeg har haft svært ved at forene studie-, arbejds-, privat- og fodboldliv. Derfor har jeg prioriteret, som jeg har.
“Jeg har nydt hvert et øjeblik i omklædningsrummet og på banen. Følelsen af at spille på Valby Idrætspark foran Fremmerne, med de holdkammerater, jeg har haft, har været helt speciel,” udtaler Hemmingsen til Frems egne medier.
Han kom i sommeren 2025 til Valby-klubben fra VSK Aarhus, hvor han nåede et ophold på tre år. Det nåede ifølge Transfermarkt at blive til 36 kampe og fem scoringer for Frem.
“Vi er kede af, at Asger stopper, og vi er taknemmelige for den tid, han har været hos os. Det er af personlige årsager, og dem respekterer vi,” siger direktør Peter Lassen i forbindelse med afskeden, mens cheftræner Patrick Birch Braune udtaler:
“Asger har været en god del af gruppen og har altid bidraget positivt til hverdagen omkring holdet. Vi siger tak for hans indsats i FREM. Han vil altid være velkommen på Valby Stadion.”