Roskilde-målmand efter grimt uheld: Nu skal der kigges fremad

Den 21. august skulle Oscar Hjorth have passet målet for FC Roskilde, da de var på besøg hos Fremad Amager. Der var dog kun spillet små to minutter af kampen, før Hjorth og hjemmeholdets Christoffer Boateng stødte sammen. Hjorths hoved mod Boatengs skinneben.

Det slap sidstnævnte bedst fra.

Hvor galt det gik med den unge målmand, kan du høre ham fortælle i et eksklusivt interview med LigaManager i denne uges vodcast om CampoBet 2. division. Et sidste interview, slår Hjorth fast, idet han synes, at uheldet nu har fået nok opmærksomhed.

”Først og fremmest skal jeg nu tilbage på banen. Det har jeg glædet mig til. Jeg har gået og trippet i lang tid”, smiler han, velvidede, at det ret beset ikke er lang tid, han har siddet ude. Faktisk er det væsentligt kortere tid, end sammenstødet ved første øjekast lagde op til.

”Det har set voldsomt ud. Det kan jeg godt se udefra, men jeg føler jo ikke selv, at det har været så voldsomt, fordi jeg ikke selv var i det,” fortæller Oscar Hjorth med henvisning til, at der er en del timer fra den fredag aften, som ikke figurerer i hans hukommelse.

”For mig handler det lige nu om at få det afsluttet og få sagt; nu er det kapitel lukket, nu kigger jeg fremad. Der har været meget opmærksomhed omkring det, og nogle gange har jeg også følt lidt, at: ”bør jeg få så meget opmærksomhed”?

“Andre har siddet ude med en ankel- eller en knæskade i tre-seks måneder. Folk har været mega søde omkring det hele situationen, men nu er jeg klar til at kigge fremad,” fastslår målmanden, som ved siden af keeper-tjansen i FC Roskilde også jobber lidt som lærer på sin gamle skole.

”Jeg føler, at det er sundt at komme ud og snakke med nogle andre, der måske tænker på andre ting end fodbold. Det er også meget hyggeligt at lave noget andet, inden man skal til træning, så man ikke bare går rundt og tripper.”

Du kan lytte til hele interviewet med Oscar Hjorth herunder og har du ikke tid til at lytte til hele programmet, kan du spole frem til 11:07 minutter.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet